2013

Coop og FDB samlet under ét

2013 var året, hvor Danmarks største forbrugerejede detailhandelsvirksomhed samlede sig i én organisation under navnet Coop. Med den nye organisation vil vi gerne tydeliggøre, at vi er én virksomhed. Coops varemærke er nu, at vi er ejet af vores 1,4 millioner medlemmer, at vi står for ansvarlighed, og vi har et kommercielt fokus. Fremtidens Coop er én sammenhængende organisation med medlemmerne i centrum.

Ny adm. direktør

I november 2013 tiltrådte Peter Høgsted som ny adm. direktør for Coop. Peter Høgsted vender tilbage til Coop, hvor han indledte sin karriere som kasseassistent i det daværende OBS! i Randers (i dag: Kvickly). Peter Høgsted har tidligere været adm. direktør for IKEA i Danmark og i Storbritannien for herefter at have ansvaret internationale aktiviteter hos byggemarkedskoncernen Kingfisher.

Få point når du køber ind – nu også i Irma og fakta

Som medlem og med Coop-kortet i hånden kan du få point og tilbud, når du køber ind. I 2013 blev det for første gang også muligt at benytte Coop-kortet i Irma og fakta, så nu kan du bruge Coop-kortet i 1.200 butikker og på coop.dk og irma.dk.
Læs mere om dine muligheder som medlem

Nye partnere på Velgørenhedsknappen

Ved indgangen til 2013 fik Coop nye samarbejdspartnere på Velgørenhedsknappen, som findes på flaskeautomaterne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og fakta. De to nye organisationer er Børns Vilkår, som hjælper udsatte børn i Danmark, bl.a. gennem BørneTelefonen, og CARE Danmark, der arbejder med langsigtet bistand til fattige og udsatte familier i Afrika og Asien.
Læs mere om Coops arbejde med velgørenhed

Skæve gulerødder – en idé bliver til virkelighed

I Kvickly-varehuse over hele landet kan du nu finde poser med ”skæve gulerødder”. Inspireret af en forbrugeridé har Coop nemlig valgt at tage de rødder, der er lidt anderledes i form eller størrelse, i sortimentet, for på den måde at være med til at nedsætte spildet af gulerødder ude hos landmanden. Idéen er vinderen blandt 2.000 idéer fra danske forbrugere, der kom ind i konkurrencen Coop Grøn Idepris.
Mere om Coop Grøn Idepris

Klassiske designmøbler relanceret

Over sommeren relancerede SuperBrugsen og coop.dk en række klassiske designmøbler, som oprindeligt blev produceret af FDB Møbler. Det er stole og borde designet af nogle af dansk møbelarkitekturs ikoner som Børge Mogensen, Poul M. Volther, Ejvind A. Johansson og Jørgen Bækmark.

Ingen buræg hos Kvickly og Irma

Under mottoet ”Nul putte” fjernede Kvickly henover sommeren 2013 buræg fra hylderne. Det skete som led i Kvicklys fokus på dyrevelfærd og ansvarlighed, og er helt i tråd med kundernes holdning.
Irma har ikke solgt buræg siden 1994, og i dag udgør de økologiske æg hele 80% af det samlede æg-salg i Irma.

Coop Bank en realitet

I maj måned fik Coop Bank sin banklicens og herefter var banken en realitet. Vores ambition er at skabe en bank, der hverken er indviklet eller besværlig. Coop Bank er medlemsejet, og har simple produkter, hvor priser og renter er ens for alle. I Coop Bank kan du håndtere din daglige økonomi, betalinger, spare op og låne penge til dit forbrug.
Mere om Coop Banks produkter

LokalBrugsen får nyt liv

Sikring af dagligvarebutikker i mindre byer og borgernes medindflydelse på sortimentet - det er to vigtige elementer i Coops nye kæde med LokalBrugsen 100 steder landet over. Hovedvægten er lagt på fødevarer og mange af butikkerne har tillægsfunktioner som post og håndkøbsudsalg. Gennem kundepaneler spørger LokalBrugsen, hvilke varer man vil have i sin butik. Ca. 2/3 af varerne vil være lokale, mens den sidste tredjedel vil være fast i alle butikker.

Lokale smagsoplevelser

Der er flere lokale smagsoplevelser på vej til hylderne i to af Danmarks største dagligvarekæder.  Kvickly og SuperBrugsen indledte i efteråret 2013 to storstilede projekter, hvor de hver især ville tiltrække flere lokale leverandører for at skabe stærk lokal forankring og nærhed til butikken. SuperBrugsens ambition er at opnå intet mindre end 500 nye leverandører af lokale varer af høj kvalitet. Kvicklys jagt på lokale varer blev indledt med leverandørmøder i otte Kvickly’er sammen med den mangeårige samarbejdspartner De 5 Gaarde.

Indsats mod madspild

Coops indsats mod madspild fik stor opmærksomhed, da vi fyldte Rådhuspladsen i København med 40.000 bananer. Det er det samme antal, som Coop smider ud om ugen, fordi de bliver brækket af klaser og ligger alene tilbage i bunken af bananer.  Banan-eventet i maj måned blev indledningen til den hidtil største indsats for at bringe madspild ned i alle Coops 1.200 butikker. Coop har sat som målsætning, at koncernen vil reducere sit madspild med 10% både i 2013 og 2014. For at nå det er der iværksat en række konkrete projekter i de fem kæder Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Irma og fakta.
Indsats mod madspild – hvad gør vi og hvad kan du gøre

Etablering af fakta i Tyskland

I foråret 2013 slog de første fakta-butikker uden for Danmark dørene op. Det er i Harrislee og Aventoft lige syd for den dansk-tyske grænse. Udover dagligvarer har butikker også de typiske grænsehandelsvarer, øl, sodavand, vin og konfekture. De cirka 100 medarbejdere taler dansk, og kommer primært fra det danske mindretal syd for grænsen. Coop har allerede indgået aftale om butik nummer 3 i Tyskland, der åbner i 2014.