SuperBrugsen Hørning overtager SuperBrugsen Hovedgård

13. december 2018

Coop og SuperBrugsen Hørning har indgået en aftale om, at brugsforeningen overtager SuperBrugsen Hovedgård pr. 1. januar 2019.

Som ny uddeler i butikken tiltræder Jesper Rogersen, der kommer fra jobbet som uddeler i SuperBrugsen Malling.

De øvrige medarbejdere i butikken fortsætter som hidtil.

”Vi er utrolig glade for, at det er lykkes at overtage SuperBrugsen Hovedgård, der har kæmpet med økonomiske problemer i de sidste par år,” siger uddeler Jens F. Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning.

”SuperBrugsen Hovedgård er en top moderne SuperBrugs, og vi tror på, at vi kan vende udviklingen og skabe drift i butikken. Stort tillykke til Jesper Rogersen, som har takket ja til udfordringen med at skabe drift i butikken. Jesper har de sidste par år skabt flotte resultater i SuperBrugsen Malling og med hans erfaring, kendskab til lokalsamfundet og kunderne i Hovedgård, tror vi på at han kan være med til at sikre en fremtidig drift af SuperBrugsen Hovedgård,” siger Jens F. Grøftehauge.

I SuperBrugsen er kædedirektør Jesper K. Andersen også meget tilfreds med aftalen.

"SuperBrugsen Hørning er en dygtig og veldrevet forretning, som har det lokalkendskab og de ledelsesmæssige kompetencer, der skal til at vende udviklingen i SuperBrugsen Hovedgård. Det har vi desværre ikke selv været i stand til trods en ihærdig indsats fra den hidtidige ledelse og medarbejdernes side. Nu bliver butikken heldigvis i SuperBrugsen, og vil være med til at skabe den vækst i kæden, som vi forventer i 2019,” siger Jesper K. Andersen.

Yderligere information:

Uddeler Jens Freund Grøftehauge, SuperBrugsen Hørning, 2345 4774

Kædedirektør Jesper K. Andersen, SuperBrugsen, 5159 3605