Menneskerettigheder

Global Compact titelbillede

Menneskerettigheder, princip 1-2

Princip 1: Virksomheden bør støtte og respektere beskyttelsen af internationalt erklærede menneskerettigheder.

Princip 2: Virksomheden bør sikre, at den ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne

Eksempler på hvordan Coop arbejder med principperne:

Partnerskaber med Red Barnet og WWF Verdensnaturfonden.

Coop indgår i partnerskaber med organisationer, der på forskellig vis arbejder for, at menneskerettighederne overholdes, og at miljøet beskyttes. I året 2010 påbegyndte vi et partnerskab med Red Barnet og WWF verdensnaturfonden og dette samarbejde er fortsat i 2011. Kunderne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta kan via donationsknappen på flaskeautomaterne donere deres pantpenge til de to organisationer. Derudover har vi solgt genbrugelige indkøbsposer til fordel for de to organisationer og en julekalender til fordel for Red Barnet. I alt blev der i 2011 samlet over 10 millioner ind til de to organisationer via velgørenhedsknappen og salget af merchandise.

Derudover har Coop etableret indsamlinger ved akutte katastrofer som jordskælvet i Haiti og de omfattende oversvømmelser i Pakistan. I 2011 har vi haft en indsamling til Red Barnet i forbindelse med den humanitære katastrofe på Afrikas horn, og vi har deltaget i Danmarksindsamlingen ved at sælge plasticposer, hvor merprisen gik til indsamlingen.

Udvikling af Afrika gennem handel.

I Coop er vi af den overbevisning, at en af de bedste måder at skabe bedre levevilkår for folk i Afrika er gennem handel. I 2010 indgik vi derfor en aftale med vores ejer FDB om sammen at styrke handlen med Afrika. På trods af at Afrika er et kontinent fuld af ressourcer, er der langt mellem de afrikanske varer i supermarkederne, og handel med lande i Afrika udgør kun 3 procent af verdens samlede handel. I forsøget på at styrke handlen med Afrika har Coop i 2011 arbejdet på at skabe et varemærke, der kan samle de afrikanske varer under den samme paraply og dermed give varerne større synlighed i butikkerne. Produkterne i varemærket Savannah kom så småt i butikkerne i 2011, men den egentlige lancering sker i starten af 2012. Som led i projektet har FDB etableret en Afrikapulje, der skal finansiere uddannelse, certificering og opbygning af infrastruktur hos nuværende og kommende afrikanske leverandører. Coop forsøger hele tiden at identificere nye varer fra Afrika, der kan finde vej til butikkernes hylder.

Sundhed som fokusområde.

I FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948 lyder det bl.a. at ”enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære”. Sundhed er en af Coops mærkesager, og vi har en række tiltag for at fremme både medarbejderes og kunders sundhed. I 2011 tilbød vi en række medarbejdere at komme på et ”livsstils kursus” på Ubberup højskole. Opholdet skal give deltagerne mod på at ændre deres vaner og få en bedre livsstil og skal gerne gøre dem til ambassadører for en sundere måde at leve på. Tilbuddet fortsætter i 2012.

Derudover arbejder vi på at gøre det nemt for forbrugerne at foretage det ernæringsmæssige bedste valg. Det gør vi bl.a. ved at lave kampagner for nøglehulsmærket og udvide sortimentet af nøglehulsmærkede varer. Vi har sat os som mål, at vi inden udgangen af 2011 vil have mindst 500 nøglehulsmærkede varer på hylderne (udover frisk frugt og grønt som alle er sunde og nøglehulsmærkede). I 2009 havde vi 325 nøglehulsmærkede varer, i 2010 nåede vi op på 459 nøglehulsmærkede varer og ved udgangen af 2011 er vi oppe på at have 764 nøglehulsmærkede varer.

Vi satte os også et mål om at introducere 25 nye sunde varer som alternativ til usunde snackprodukter. I 2009 kom 15 nye sunde alternativer på hylderne og i 2010 yderligere 10 produkter, så vi har nået målet om at introducerer 25 nye sunde varer, og vi satser på kontinuerligt at udvide sortimentet af sunde snacks. Mange af de nye sunde snacks hører ind under Frugtfjolserne, der er en serie af produkter særligt henvendt til børn. Derudover har alle kæderne fået et sortiment af såkaldte C varer, der er sund convenience som udskåret frugt, snittet salat og lignende varer. I 2011 har vi haft i alt 36 af denne slags varer.