5. Vi vil gennem vores indkøbsselskab Intercoop kontrollere vores leverandører i Fjernøsten med henblik på at sikre, at vores etiske krav overholdes

Etisk handel titelbillede

Kontrol af leverandører

Langt størstedelen af de ikke-fødevarer (nonfood), som vi sælger i Coop, bliver produceret i Fjernøsten. Og der er ingen grund til at skjule, at det betyder, at varerne produceres under helt andre forhold, end vi kender i Danmark. Det gælder både med hensyn til miljø, arbejdsmiljø og ikke mindst arbejdstagerrettigheder.

På mange måder er forholdene i Fjernøsten at sammenligne med dem, vi kender fra Danmark for mere end 50 år siden. Derfor er det nødvendigt, at man som aftager af varer fra Fjernøsten er meget opmærksom på at være til stede på fabrikkerne med henblik på at sikre, at der sker en gradvis udvikling mod det bedre, men naturligvis også for at kunne reagere, hvis der finder forhold sted, der er uacceptable.

Coop Danmark er medejer af Intercoop, der er et indkøbsselskab i Fjernøsten. Kontrollen af, at varerne produceres under rimelige forhold, varetages af InterCoop, men i tæt dialog med ejerlandene. Den fysiske kontrol sker enten gennem Intercoops egne auditorer eller gennem uafhængige 3. parts kontroller.

Resultaterne af audits i 2009 var ikke tilfredsstillende, men det er glædeligt at konstatere, at resultaterne for 2010 viser, at forholdene på fabrikkerne bliver bedre – arbejdet med leverandørerne bærer altså frugt.

Med henblik på yderligere at styrke auditprogrammet er det besluttet at out-source audit fra januar 2011.

I 2010 var der i alt 918 fabrikker, som leverede til Intercoop, og heraf var langt størstedelen lokaliseret i Kina.

Gennemført audits – altså kontrol af fabrikkerne – blev gennemført i følgende lande.

image description

Resultaterne af audits kan falde i fire bedømmelseskategorier.

”A” – som betyder Alert (alarm) og er nul-tolerance.
*Eksempelvis børnearbejde, *eller låste branddøre

”MI” – Major Improvement (behov for store forbedringer).
*Eksempelvis arbejdstid, løn mv.

”CI” - Continous Improvement (behov for forbedringer).
Eksempelvis manglende papirer.

”S” – Satisfactory – (tilfredsstillende) intet at bemærke,
fabrikken agerer i overensstemmelse med Intercoops Code of conduct

image description

Glædeligt er det, at 11,2% af fabrikkerne opnår en bedømmelse på S (tilfredsstillende) eller CI (behov for forbedringer), hvilket er en betydelig fremgang målt i forhold til 2009, hvor kun 3,1% opnåede dette, og det er betydeligt over målet for 2010, der blev fastsat til 5-10%.

Som det fremgår, opnår 85,2% af audits MI, altså at der er behov for betydelige forbedringer, hvilket er mange, men dog bedre end 2009, hvor det tilsvarende tal var 88,5%. De væsentligste årsager til kritik er administrative forhold, løn og arbejdsmiljø, hvilket er de samme ting, som i 2009 gav anledning til påtaler.

Når så stor en andel af leverandørerne får MI ved det første kontrolbesøg, skyldes det, at der ikke skal så meget til for, at en leverandør får prædikatet ”behov for store forbedringer.” Udfaldet af en audit vil således blive MI, hvis en brandtrappe ikke er helt fri for forhindringer både udendørs og indendørs, hvis elektriske installationer ikke er tilstrækkeligt og korrekt vedligeholdt, hvis køkkenpersonalet ikke har fået et hygiejnekursus eller hvis der mangler personligt sikkerhedsudstyr i form af ørepropper, handsker, sikkerhedsbriller eller lignende. Og det er der mange, der ikke har styr på ved det første besøg.

3,6% af fabrikkerne blev A (alert) – altså hvor der er fundet alvorlige overtrædelser, hvilket naturligvis ikke er tilfredsstillende, men dog er langt bedre end i 2009, hvor antallet var helt oppe på 8,4%.

Årsagen til den glædelige udvikling er først og fremmest, at der ikke længere er samme mangel på arbejdskraft i Kina, så antallet af fundne tilfælde af børnearbejde er reduceret til fire fabrikker, mens det i 2009 var omkring 20 tilfælde.

Den største årsag til, at fabrikker i 2010 blev vurderet til A, var låste eller manglende branddøre, hvilket skyldes, at mange fabriksbygninger er fra en tid, hvor sådanne forhold ikke blev tillagt stor vægt.

Der blev ikke afsløret tilfælde af forsøg på bestikkelse af auditører i 2010.

Resultater af re-audits

Fabrikker, der bliver vurderet til MI, skal ved den efterfølgende audit have løst mindst 60% af de kritisable forhold, ellers bliver fabrikken delistet, hvilket vil sige, at Intercoop ophører med at handle med fabrikken.

Resultaterne af re-audit fremgår nedenfor.

image description

Det fremgår, at næsten 32% af fabrikkerne ikke blev godkendt efter første re-audit og 2,3% procent fik decideret A, hvor der altså blev fundet alvorlige overtrædelser pga. fund af børnearbejde eller fordi fabrikkerne ikke ville udlevere ønskede dokumenter. Målet for godkendte fabrikker efter første re-audit var 20% og blev altså ikke indfriet.

Anden re-audit fremgår nedenfor.

image description

Resultatet er ikke imponerende, idet det fremgår, at mere end halvdelen af fabrikkerne ved den anden re-audit ikke lever op til Intercoops krav. Årsagen er formentlig, at en række af fabrikkerne i anden re-audit kun i begrænset omfang leverer varer til Intercoop, og de mangler derfor incitament til at arbejde for forbedringer. Det taler for, at vi fremover vil forsøge at reducere antallet af leverandører, da det giver bedre muligheder for at indgå et vedvarende og mere langsigtet samarbejde, hvor leverandøren sammen med vores team af auditører kan sørge for at forbedre forholdene på fabrikkerne.

Det er klart, at Coop Danmark ønsker, at Intercoop fremadrettet anvender flere ressourcer på aktive leverandører, idet det er tydeligt, at her er størst chance for forbedringer.

Intercoop i BSCI

Intercoop har siden 2007 været medlem af BSCI.

BSCI er en international forening med hovedsæde i Bruxelles, hvor medlemmerne, der tæller en meget lang række danske, nordiske og internationale detailhandelskæder, deler samme regelsæt for leverandørstyring (Code of Conduct) og deler resultaterne af de audits, som alle er forpligtede til at gennemføre. Fordelene er, at leverandørerne dermed ikke skal opleve, at forskellige detailhandelskæder kommer og gennemfører audits, men at alle i stedet deler resultaterne af audits gennemført efter samme regelsæt.

Der er i perioden fra 2008 til 2010 gennemført 205 BSCI audits. Kravene i BSCI er, at en tredjedel af alle leverandører er godkendt efter BSCI efter tre år, og 2/3 er godkendt efter fem år.

Dette krav lever Intercoop ikke fuldt ud op til, hvorfor der skal sættes ekstra fokus på dette punkt i 2011 og frem.