Irma

Irma titelbillede

Irma gennemførte i oktober 2010 et forsøg på at slå sin egen verdensrekord i salg af økologiske varer. Målet var at slå rekorden, der blev sat i oktober 2009.

Irmas nordiske smag

Irma kastede sig i 2011 seriøst ind i arbejdet med at gøre Det Ny Nordiske Køkken tilgængeligt i dagligvarehandlen. Dette skete under navnet Irmas Nordiske Smag, hvor ikke mindst økologiske varer fra først og fremmest Danmark fik en mere fremtrædende placering med nye varer og en mere markant markedsføring i butikkerne.

Projektet har til formål at skaffe flere primært økologiske råvarer, innovative producenter og sæsonaktuelle varer i butikkerne.

Irmas nordiske smag vil være en fælles paraply, under hvilken Irma samler varer, inspiration og ideer fra det nordiske spisekammer. Den mere jordnære filosofi bag det nordiske køkken, som en række kendte kokke har udviklet, videreformidles ved at tilbyde flere lokalt producerede og hyppigt økologiske varer til kunderne.

Kunst til fordel for Afrikas børn

Efter at have relanceret sine populære kunstdåser med en række af tidens absolut mest anerkendte kunstnere i 2010 fortsatte Irma i 2011 med en dåse dekoreret af billedkunstneren John Kørner. Han var i 2011 huskunstner for Irma og stod også for dekorationen en genanvendelig genbrugspose og krus med samme kunstneriske udtryk.

Overskuddet fra salget – 745.000 kr. - blev doneret til Danmarks Indsamlingen i januar 2012, hvor alle landets største humanitære organisationer samlede penge ind til fordel for Afrika.

Kunderne har mulighed for at donere deres flaskepant helt eller delvist til WWF Verdensnaturfonden og Red Barnet. Sammenlignet med andre kæder er donationsprocenten mere end dobbelt så høj i Irma, og i 2011 donerede kunderne i alt 615.000 kr.

Til kamp mod madspild

Selv om Irma i mange år har arbejdet med at reducere svind-mængden i form af destruktioner af varer, der er blevet for gamle, er det stadig for store mængder fødevarer, der går til spilde.

Derfor har Irma i 2011 indledt en indsats, der skal reducere mængden af fødevarer, der destrueres. Der er udarbejdet en plan, hvor der er opstillet mål for et samlet madspild, som skal nedbringes til 0,9 procent i 2012. Nye rytmer og rutiner med hensyn til datotjek og prisreduktion er blevet introduceret, og indsatsen vil blive intensiveret i de kommende år.