Miljø

Global Compact titelbillede

Miljø, princip 7-9

Princip 7: Virksomheden bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer.

Princip 8: Virksomheden bør tage initiativ til at fremme større miljømæssig ansvarlighed.

Princip 9: Virksomheden bør opfordre til udvikling og spredning af miljøvenlige teknologier.

Eksempler på hvordan Coop arbejder med principperne:

Miljø og klima som fokusområder i ansvarlighedsplanen.

I Coop har vi stor fokus på miljø og klima og i vores ansvarlighedsplan har vi forpligtet os til en række initiativer på området. Vi arbejder bl.a. på at fordoble salget af miljømærkede varer inden udgangen af 2011 (med udgangspunkt i salgstallene for 2008). Her kom vi allerede i 2010 meget tæt på målet for dagligvarer, hvorimod der stadig er et stykke vej til vi har nået målet for nonfood varerne. Dette stigende salg skyldes bl.a. en stor fremgang i salget af vores eget omtanke brand Änglamark der (næsten) altid bærer et uafhængigt og anerkendt miljø- eller økologimærke. I 2010 blev Änglamark sortimentet udvidet med en række nye produkter som fx bleer, hygiejnebind, flydende hvid vask, undertøj, servietter, elsparepærer og rengøringsklude som alle er miljømærkede samt creme fraiche, hakket oksekød, hakket svinekød, koldskål, yoghurt, øl og salsa dip som alle er økologiske. Omsætningen af Änglamarkprodukterne blev i 2010 over 700 millioner.

Fokus på salg af økologiske varer.

Hos Coop tror vi på, at vi kan påvirke vores kunder i retning af et mere ansvarligt varevalg. Derfor vil vi øge informationen om økologi og miljø og informere kunderne om hvilke økologiske og miljømærkede varer der tilbydes i butikkerne. Coop er den dagligvarekæde i Danmark med det største salg af økologiske fødevarer, da andelen af økologiske varer der sælges i butikkerne er 7 pct. af vores samlede fødevaresalg. Vi har en ambition om at øge andelen til 10 pct. over de næste 5 år, hvilket kan synes ambitiøst eftersom det tog 17 år at nå op på de 7 pct. (fra 1993, som populært kaldes ”økologien år 0”). Andelen af det økologiske salg skal bl.a. øges ved at udvide sortimentet af økologiske varer og ved kraftig markedsføring og konstant synlighed i butikkerne.

Åbning af Danmarks første svanemærkede dagligvarebutik.

I vores ansvarlighedsplan 1-4-40 planen tilkendegav vi, at vi vil etablere mindst to miljømærkede butikker inden udgangen af 2011. I 2010 blev Irma på Islands Brygge svanemærket, som den første dagligvarebutik i Danmark. Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke og kravene for at en butik kan blive svanemærket er, at butikken har en høj andel og et bredt sortiment af både miljømærkede og økologiske varer. Derudover skal butikken være omhyggelig med at spare på energiforbruget og have et effektivt køle- og frysesystem. En svanemærket butik har desuden pligt til at nedbringe mængden af affald bl.a. ved at sortere det, så det kan blive genanvendt, og det er et krav at butikken anvender miljømærkede rengøringsmidler og tager hensyn til miljøet ved varetransporter.

Reduktion af energiforbrug.

Blandt de mange projekter vi kører på miljø- og klimaområdet, handler en del om at kortlægge og reducere vores energiforbrug. Vi har tilkendegivet, at vi som minimum vil reducere Coops Carbon Footprint med 12%. Ambitionen er at dette skal ske inden for 3 år i perioden 2009 til 2011. Dette vil vi bl.a. efterleve ved at nedbringe energiforbruget i butikkerne og administrationen med 10 %. Der er indtil videre gennemført 372 energigennemgange samt installeret log på elforbrug i Kvickly, SuperBrugsen og Irma. I 83 butikker er der installeret overvågning og styring af køl og frost og tilsammen forventes disse tiltag at give en besparelse på 10 pct. i de involverede butikker.

Ladestander til el-biler ved Kvickly Horsens.

I Coop ønsker vi at støtte op om initiativer der kan gavne miljø og klima. Derfor indviede vi i samarbejde med energiselskabet NRGi en ladestander til el-biler med to tilhørende parkeringsbåse ved Kvickly Horsens. Ladestanderen blev indviet i 2010 og når valget faldt på Horsens skyldes det at NRGi er med i et projekt i området hvor otte el-biler testes af familier i Horsens og Juelsminde. Med ladestanderen foran Kvickly er der nu flere opladningsmuligheder i nærområdet.