Rapporteringsprincipper

Rapporteringsprincipper titelbillede

Coops ansvarlighedsrapport er en afrapportering af, hvorledes vi har arbejdet med vores ansvarlighedsplan, og de resultater vi har opnået.

Vi arbejder med i alt 40 konkrete handlinger inden for områderne miljø og økologi, sundhed, klima og etisk handel, og vi ønsker, både af hensyn til vores egen styring af vores indsats og som information til vores interessenter og kunder, løbende at måle og rapportere, hvor langt vi er nået i opfyldelse af vores mål. Derfor findes på Coops hjemmeside en status, som opdateres to gange årligt, hvor man kan aflæse, hvordan vi selv vurderer fremdriften i vores ansvarlighedsplan.

Fordi vi netop har arbejdet med de 40 handlinger, har vi valgt ikke at følge en bestemt rapporteringsstandard som eksempelvis GRI. Vi mener, at vi får den bedste rapportering til vores målgruppe – medarbejdere og kunder – ved at holde os til de 40 handlinger og skrive i et letlæseligt sprog.

Langt de fleste af disse handlinger er målbare, og det er muligt i vores database – Datawarehouse – præcist at trække tal for, hvorledes salget har udviklet sig, eller hvor mange økologiske varer, der er solgt i årets løb. Så hvis vores mål er at have 500 nøglehulsmærkede produkter, så er det let at få information om præcist, hvor langt vi er fra at opfylde målet.

Andre af de 40 handlinger er sværere at kvantificere. Vi skriver eksempelvis, at vi vil øge vores information om vores etiske samarbejdsaftaler. Her er det vanskeligere at sige, om vi er nået 50 % eller 100 % i målopfyldelse. Her bruger vi en mere subjektiv vurdering som målestok.